Indskiftet lejesvend sender Real i CL-finale: Neuer gik fra helt til skurk

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Indskiftet lejesvend sender Real i CL-finale: Neuer gik fra helt til skurk

Opdateret
Joselu var super-sub for Real Madrid.
Joselu var super-sub for Real Madrid.AFP
Efter 2-2 i det omvendte opgør stod alting åbent forud for den afgørende semifinale i Champions League mellem værterne fra Real Madrid og Bayern München. De to hold, der oftest har mødt hinanden i turneringens lange og glorværdige historie. Efter et voldsomt drama og to scoringer fra indskiftede Joselu snuppede Real Madrid sejren ud af hænderne på Bayern og er nu klar til en finale mod Borussia Dortmund efter en sejr på 2-1. Bayern var foran indtil det 88. minut, men en 34-årig joker med fortid i Stoke ville det altså anderledes. En ellers forrygende spillende Manuel Neuer droppede fælt ved udligningen, der kickstartede hovedstadsklubbens "remontada" - et klassisk, madrilensk comeback.

Forud for kampen havde bayernes træner Thomas Tuchel opfordret sine spillere til at gå ud og "lege", og huske på, da de spillede fodbold ude i haven som børn. En offensiv tilgang var derfor forventet fra gæsternes side.

Kampstatistik
KampstatistikOpta by Stats Perform

Båret frem af et brusende Bernabeu, der var det dog Real, der tog det tidlige initiativ og spillede som de store børn, hvilket resulterede i kampens første, alvorlige chance, da Vinicius Jr. modtog bolden i højre side af feltet og prompte klaskede bolden på den modsatte opstander. 

Den nyligt tilbagevendte Manuel Neuer i Bayern-målet, der også havde fingerspidserne på den første afslutning, tog sig fra halvt liggende position på formidabel vis af afslutningen på riposten fra Rodrygo.

Bayern virkede en smule usikre i deres pasningsspil og søgte forståeligt at trække tempoet ud af kampen. 

Det lykkedes ganske udmærket, og små frustrationer begyndte at snige sig ind i madrilenernes spil. 

Efter 28 minutter fik Bayern endda deres første, seriøse forsøg, da Harry Kane, der har rundet 36 mål i Bundesligaen og otte mål i 11 kampe i Champions League, var tæt på at snyde Andriy Lunin i Reals mål med en veleksekveret helflugter.

En opmuntring for tyskerne, der dog cirka samtidig måtte se Serge Gnabry udgå med en skade i baglåret til fordel for Alphonso Davies.

Fem minutter før pausen var Real igen tæt på, da et frispark fra Vinicius Jr.i venstre side fik lov at smutte mellem venner og fjender, og havde kurs mod den modsatte side af målet.

Igen viste Neuer dog, at der ikke vokser græs på en rullende sten, da han verfede bolden forbi stolpen. 

Grundet den tyske verdensklassekeeper holdt det sig dermed målløst til pausen. 

Anden halvleg åbnede livligt, da en vanligt spillelysten Vinicius fik danset sig gennem Bayerns højreside, mens Davies fik en giftig afslutning rettet over mål i den anden ende af banen. 

Vinicius var i det hele taget en permanent rædsel for Bayerns højreside, og efter 55 minutter fik han leveret bolden til Rodrygo, der, hårdt presset, sendte bolden forbi stolpen. 

Reals nummer 7 var slet ikke færdig med at brillere, og kun endnu en fantastisk redning af 38-årige Neuer i det lange og høje hjørne forhindrede Vinicius i at bringe Real foran efter en times spil. 

Bayern så nu trængte ud. 

Men som en trold af en æske dukkede indskiftede Alphonso Davies så op med et forløsende mål for gæsterne. Han trak ind fra venstre side, afdriblede sin modstander, og sendte bolden knastørt forbi Lunin. 

Ancelottis reaktion var nem at forstå. Ind kom den ligeledes 38-årige låsesmed Luka Modric, der skulle forsøge at dirke Bayerns forsvar op. 

Kort efter så det ud til at være lykkedes, da selvsamme Davies sendte et indlæg i eget mål, men inden da havde Reals anfører Nacho på knap så diskret manér skubbet Bayerns Joshua Kimmich i jorden med begge hænder i tyskerens ansigt. 

Målet blev derfor annulleret.

Spillerbedømmelser
SpillerbedømmelserFlashscore

Med ti minutter igen af kampen var indskiftede Kim Min-Jae tæt på at fordoble tyskernes føring, da han knaldede bolden på overliggeren bag Lunin, og dramaet voksede bare. 

Det kulminerede, da Neuer efter 88 minutter parerede en relativt simpel afslutning lige ud i fødderne på indskiftede Joselu, der hev udligningen i land for Real. 

Ondt blev til værre få minutter senere for tyskerne, der nok så spøgelser fra finalenederlaget til Manchester United i 1999 for sig. 

Som et spejl af Lothar Matthäus fra den kamp, var superstjerne Harry Kane nu blevet udskiftet.

Og målmanden fra den kamp, Oliver Kahn, så ligbleg til fra tribunen.

Igen var det det tidligere Newcastle-flop Joselu, der scorede og dermed sendte Real på ret kurs mod Wembley.

Og Harry Kane på direkte kurs mod afgrunden, eller i hvert fald endnu et manglende trofæ i goalgetteren fra Walthamstows pokalskab efter en sæson, hvor Leverkusen har nappet det tyske mesterskab, og Borussia Dortmund allerede var i Champions League-finalen. 

Et hårdt indlæg fra (tyske) Antonio Rüdiger ramte den 34-årige Joselu, der er født i (tyske) Stuttgart, og lejet i Barcelona-klubben Espanyol, på knæet, og efter bare otte minutter på banen havde han således vendt kampen totalt på hovedet. 

Joselus skrabede, men effektive indsats
Joselus skrabede, men effektive indsatsOpta by Stats Perform

De desperate tyskere formåede derfra ikke at hente en udligning, omend de fik et mål annulleret dybt inde i overtiden, som de appellerede voldsomt for ikke var offside, inden Mathijs de Ligt sendte bolden forbi Lunin.

Men dommer Szymon Marciniak stod fast, da linjevogteren problematisk nok havde vinket tidligt, og VAR af den årsag ikke kunne bringes i spil, og derfor er Real Madrid klar til nok en finale i klubholdenes fineste turnering.

Den spilles 1.juni på Wembley, og det bliver ved den anledning første gang, at Dortmund og Real Madrid mødes i en finale.

Se statistik fra kampen