Danmark lever fortsat ved VM efter smal sejr mod underdogs

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danmark lever fortsat ved VM efter smal sejr mod underdogs

Opdateret
Danmark stod ikke ret godt i defensiven.
Danmark stod ikke ret godt i defensiven.Profimedia
Danmark leverede endnu en skuffende indsats ved VM i ishockey i Tjekkiet mod Storbritannien, der inden kampen havde tabt alle deres tre, første kampe med en målscore på 2-15 som resultat af dette. Danmark skulle dog bruge både remmer og seler for at hente en smal sejr på 4-3.

Efter at have udlignet en britisk føring tidligt, måtte danskerne to gange selv se en føring udlignet af deres undertippede modstandere.

Den danske defensiv så i det hele taget særdeles vakkelvorn ud i store dele af kampen. 

Kampstatistik
KampstatistikEnetpulse

Christian Wejses scoring til 4-3 midt i tredje periode fik briterne dog ikke held til at udligne, og dermed fik Danmark deres anden sejr i fem kampe ved slutrunden. Overbevisende var det dog aldrig rigtigt.

De er nu på en femteplads inden lørdagens tidlige kamp mod Schweiz, der ligger som toer i Gruppe A. 

Muligheden for at komme i kvartfinalen eksisterer stadig i teorien. Men indsatsen fredag eftermiddag antyder ikke, at der ligger en dansk overraskelse lige om hjørnet.

Danmark leverede nemlig en rodet præstation med for mange fejl og dårlig sammenhæng i kæderne.

Storbritannien er rangeret som nummer 20 i verden, og holdet har store begrænsninger. Men også briterne er farlige, hvis man ikke presser dem helhjertet og forærer dem pucken på kriminelle steder.

Den danske defensiv var lige så rystende usikker som mod Tjekkiet. Det var ikke nødvendigvis et backproblem, men lige så meget et udtryk for sjuskeri og dårlige beslutninger, når danskerne selv havde pucken.

Allerede efter fem minutter fangede briternes klart bedste spiller, forwarden Liam Kirk, danskerne ude af position. Fulgt af en tøvende Phillip Bruggisser kørte han rundt om mål og satte pucken ind ved bageste stolpe.

Målet virkede dog som et vækkeur for danskerne, der var kommet sløvt i gang, og blot lidt over et minut senere udlignede Mikkel Aagaard efter blændende forarbejde af Oscar Fisker Mølgaard.

Det var Aagaards første VM-scoring i kamp nummer 31.

Kort efter blev det 2-1, da Bruggisser i powerplay hamrede pucken i mål, mens Christian Wejse og Patrick Russell forstyrrede den britiske målmand.

Men føringen holdt ikke længe. Midt i en hæsblæsende periode udlignede Cade Neilson med sin ene skøjte efter passivt dansk spil i egen zone.

Der var meget at tale om i første pause, og i de første minutter af anden periode spillede danskerne med større koncentration.

Danmark kom også på 3-2 på endnu et godt gennemspillet angreb afsluttet af Aagaard. Men som perioden skred frem, forfaldt spillerne til de velkendte synder.

Afleveringerne var for løse og midtzonen åben som en ladeport. Igen og igen var én britisk aflevering nok til at skære holdet midt over, og den danske føring stod på et porøst fundament.

Kort før afslutningen på perioden gik det da også galt. Danskerne havde netop overlevet Bruggissers unødvendige udvisning, men spillede igen uden konsekvens i egen zone.

Nathaniel Halbert stod fri midt for mål og bankede pucken ind bag Frederik Dichow til 3-3.

Fra starten af tredje periode spillede danskerne mere simpelt. Det var sjældent kønt, men der var mere kontrol i egen zone, og det var nok til at give Danmark overtaget.

Otte minutter før tid scorede Christian Wejse sejrsmålet til 4-3 fra tæt hold efter et velgennemført powerplay.

Det brændte alvorligt på i slutsekunderne, da Nicholas B. Jensen tog en udvisning, og briterne tog keeperen ud. Men danskerne red stormen af i en hæsblæsende afslutning.