Selvkritiske danskere trods VM-sejr: Vores værste kamp

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Selvkritiske danskere trods VM-sejr: Vores værste kamp

Wejse kunne trods alt glæde sig over at blive matchvinder.
Wejse kunne trods alt glæde sig over at blive matchvinder.Profimedia
Der var langt mellem smilene og de sædvanlige benskinneklask med stavene blandt de danske spillere umiddelbart efter 4-3-sejren over Storbritannien ved VM i ishockey.

Spillerne er stærkt utilfredse med deres egen præstation mod gruppens bundprop.

Sejrsmålskytten Christian Wejse har da også svært ved at finde noget positivt at tale om - på nær resultatet.

"En sejr er en sejr, og det er vi altid glade for. Men overordnet kan vi ikke være tilfredse med kampen. Vi lavede for mange personlige fejl og spillede for spredt, og så fungerede briternes kontraspil rigtig godt.Vi har højere forventninger til os selv. Men vi fandt en måde at vinde på," siger Wejse, der scorede til 4-3 otte minutter før tid. Det var hans tredje mål i turneringen.

Heller ikke Phillip Bruggisser glæder sig uden forbehold over resultatet. Ej heller, at han brugte sin velkendte skudstyrke til at lave karrierens andet VM-mål.

"Jeg står med meget blandede følelser. Jeg synes helt bestemt, at det var vores værste kamp i turneringen. I andre kampe har vi spillet god ishockey ind imellem, men har bare været for ustabile. Og så spillede vi sådan en kamp i dag (fredag, red.). Det er jo tåbeligt," siger den rutinerede Bremerhaven-back.

Især i de to første perioder lykkedes det adskillige gange briterne med ganske simple midler - typisk én lang aflevering - at splitte det danske hold for alle vinde.

"Vi var for langt fra hinanden og tabte vores markeringer hjem ad banen. Det har måske noget med vores indstilling at gøre. Vi har også fået en skideballe og har hevet fat i hinanden. Vi ved, at det ikke er godt nok," siger Bruggisser.

Manden bag skideballen, landstræner Mikael Gath, erklærer sig lettet efter at have sundet sig i nogle minutter.

"Vi vil være kreative og offensive, og så mødte vi et hold, der spiller meget på kontra. Så blev det meget frem og tilbage, og det passede os ikke rigtigt," konstaterer Mikael Gath.

Han så udmærket angrebsspil i sekvenser og fremhæver, at holdet faktisk scorede nogle flotte mål. Men han er slet ikke tilfreds med sine forwards' defensive disciplin.

"De var sjuskede i returløbene og skal blive meget bedre til at hjælpe backerne," lyder det fra landstræneren.

Mod Storbritannien spillede Danmark uden to af sine mest af erfarne spillere. Men i hvert én af dem kan være med igen mod Schweiz lørdag middag.

"Frederik Storm var væk på grund af nogle ting, der var aftalt inden VM, så derfor var han ikke tilgængelig. Han er med mod Schweiz.

Jesper Jensen Aabo har en mindre skade, og vi kigger på ham fra dag til dag. Vi må se, om han er klar lørdag," siger Mikael Gath.